En gang om året sejler Helge den traditionelle familietur.

HelgeAsk familietur15 10190Besætningens familie inviteres særskilt denne ene gang om året - som er helt speciel.

Normalt deltager familien ikke i laugets ture eller sejladser, fordi de ikke er laugmedlemmer eller betalende medlemmer i et andet af Vikingeskibsmuseets mange skibslaug.

Men der skal være lidt fryns ved at have en Helgegast i familien, for familien må jo af og til lide, når Helge magnetisk trækker gasterne på vandet. 

Denne dag tager vi også gerne børnene med, alle størrelser! Faktisk er 3 generationer repræsenteret i nogle tilfælde. Alting ombord foregår ekstra stille og roligt - dvs. den faste besætning sørger for at der ikke er for mange manøvrer og, hvad der kan synes lidt kaotiske situationer på folk, som ikke er vant til at håndtere grejet og kommandoerne på et vikingeskib.

I år var vi atter en gang utroligt heldige med vejret. Solen skinnede fra en skyfri himmel og vi kunne tage på fjorden i let vind.

Troels var skipper - som han ofte er det - og han er rigtig god til at sørge for sin besætning af alle aldre.

Skipper giver traditionen tro yngste ombord muligheden for at sidde med rorpinden - under overvågning og vejledning naturligvis - så de også har en særlig oplevelse på denne dag.

Vi landede Helge tæt ved det ene shelter i Kattinge Vig - som mange gange tidligere har været målet. Altså totalt på hjemmebane.

Børnene legede i vandet og i skoven - og de voksne hyggede sig med snak og gniden øjne for røgen fra de ristede pølser, majsene og senere fra brødene på bålstedet. Enkelte voksne fik også lige taget sig en dukkert i det smukke vejr.

Hvert år tager vi også det traditionelle familie-gruppebillede - Læg mærke til, at Olde sørger for at Helge OGSÅ får noget at spise på denne dag.

Familiebillede fra årets tur ser du HER:

HelgeAsk familietur15 10354